biblioteksvagten.dk
Forsiden »

Hip hop og rap

Spørgsmål

Jeg mangler materiale om hip hop og rap-genrens opståen og udvikling i Amerika, er det noget du kan hjælpe med?

Svar

Du kan finde en del om emnet på hjemmesiden www.wikipedia.dk ved at søge på henholdsvis hip-hop og rap. Og hvis du søger på www.wikipedia.com på den engelske version, er der endnu flere oplysninger ved at søge på henholdsvis hip hop og rapping. Der er også henvisninger til andre hjemmesider der.

Den Store Danske Encyklopædi skriver om hip hop og rap følgende:

'hiphop, (fra am.eng. slang, af hip 'med på noderne' og hop om dans), gadekultur opstået i South Bronx, New York, i sidste halvdel af 1970'erne. Hiphopkulturen, hvis elementer bl.a. udgøres af dans, musik, graffiti og tøjstil, var i første omgang en identitetsskabende faktor blandt forskellige afro- og latinamerikanske grupper af unge, og den tematiserede urbane livsvilkår. Via breakdance, graffiti og rapmusik indledtes en indbyrdes kappestrid mellem de udøvende unge grupper. Hiphoppere kendetegnes på træningstøj i stor størrelse, baseballkasket og sportssko.

Musikken består af indspillet lyd fra plader, rytmisk bearbejdet på to pladespillere af en discjockey. Rapperen (kaldt MC (Microfon Controller, Master of Ceremonies) eller toaster) fremfører ubesværet de meget komplekse verselinjer hen over et flow af gentagne sekvenser, afbrudt af scratchede breaks. Crewet falder ind på refrænagtige linjer på uorganiseret vis. I old school-hiphop er teksterne nærmest reklametekster for bandet; i new school-hiphop er de mere politiske, hvilket er helt fremtrædende i gangsta rappen, som opfordrer lytteren til oprør mod systemets udnyttelse af dem.

[rap], populærmusikstil, opstået i New York midt i 1970'erne blandt afro- og latinamerikanske unge. Musikken er en del af hiphopkulturen. Betegnelsen rap er et afroamerikansk slangord 'at snakke, at tale', og det at rappe kan forstås som en raffineret og ekvilibristisk sproglig udfoldelse med dybe rødder i den afroamerikanske kultur, bl.a. den omrejsende vestafrikanske historiefortæller, griot, præstens rytmiske prædiken ved gudstjenesten, talt blues, scatsang og talekonkurrencer. En af rappens vigtigste forløbere er dog jamaicansk toasting, udviklet efter 2. Verdenskrig, hvor discjockeys på omrejsende diskoteker, soundsystems, talte hen over afspillede plader (se også Jamaica (musik)). Rapmusik blev således skabt på baggrund af allerede indspillet musik, men siden har sampleren overtaget en større rolle i indspilningsprocessen. De rytmiske aspekter er især i fokus. Rap har udviklet sig fra en gadekultur til at omfatte mange forskellige understilarter og har haft stor indflydelse på populærmusikken i 1980'erne og 1990'erne. Den første danske rapplade blev udgivet i 1988, Den Nye Stil med MC Einar, der sammen med Rockers by Choice blev de største navne i dansk raps første bølge. Fra midten af 1990'erne fik dansk rap en revival med bl.a. Østkyst Hustlers og Humleridderne.

Desuden er der en artikel om hip hopkulturen på 27 sider på hjemmesiden "faktalink", som er gratis tilgængelig på de fleste biblioteker.
Du kan henvende dig på dit bibliotek, som kan finde materialet til dig.



NB! Eksterne link i denne besvarelse fungerede da svaret blev afsendt. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive.


Indsæt en kommentar »»


Spørgsmål til Biblioteksvagten

Hvad klok
Er det korrekt at sige hvad klok? Jeg har i lang tid haft en diskussion med en ven, om det er rigtigt eller forkert at sige hvad klok. Min ven siger at det er irgtigt, jeg siger at ...

Læs Biblioteksvagtens svar her >>